Om 16 øre tryk 33 og begrebet "destrueret"

Besvar
soren chr jensen
Indlæg: 8
Tilmeldt: man apr 23, 2018 9:31 pm

Om 16 øre tryk 33 og begrebet "destrueret"

Indlæg af soren chr jensen » man jan 26, 2009 1:00 am

På tofarvede seminar 2009 blev der nævnt, at der i 1902 blev anvendt en ny bogtryksmaskine hos Thiele, der trykte på papir indeholdende 9 ark á 100 normal frimærkeark.

I forhold til de tofarvede er dette forholdsvis uinteressant, men maskinen, der trykte 9 ark, blev først anvendt fra 1913. Dette slås fast af N. F. Olsen i ”Danmarks bogtrykte bølgeliniemærker”. Derimod leveres papiret fra fabrikation 215 (1902-03) som 4 arks papir mod tidligere 2 arks papir.

Maskinen til de første bogtrykte frimærker i slutningen af den tofarvede periode kan kun trykke én farve ad gangen. Der skal altså flere arbejdsgange til – og stor usikkerhed med at holde farverne i register (placering af ovaler i de trykte rammer) – før trykningen er på plads.

Rammerne kan altså godt være trykt på 4-arks papiret ved 2 gennemløb (der fandtes kun 2 sæt klichéer), og ovalerne efterfølgende trykt ved 4 gennemløb (1 sæt klichéer) i den nye maskine eller ved 2 gennemløb i de gamle tofarvemaskiner (som jeg foreslog på seminaret) efter gennemskæring af arkene, så de passede til disse maskiner.

Usikkerheden med at holde farverne i register forklarer sikkert de mange destruerede ark, selv om jeg stadig er meget usikker på terminologien destrueret kontra makuleret. Hvis der er nogen, der kan give kilden til ”destruering”, hører jeg gerne nærmere.

Usikkerheden med at holde farverne i register kan forklare en stor makulation på trykkeriet.

Siden seminaret har jeg gennemlæst en hel del litteratur, og det fremgår flere steder, at overskud af ark af de forskellige værdier også blev direkte destrueret (af postvæsenet).

Søren Chr. Jensen

Besvar

Tilbage til "16 øre"